Når en person med demens siger nej til eller bliver frustreret over en aktivitet

Du har gjort alt klar, tilbudt et spil eller en gåtur og hørt »Nej«. Eller aktiviteten starter godt og slutter med en tablet skubbet væk og et skarpt ord. Det er nedslående, og det er meget almindeligt. Afvisning og frustration er som regel et budskab, ikke stædighed. At finde ud af, hvad budskabet er, viser ofte, hvad du skal prøve næste gang.

Hvorfor afviser en person med demens aktiviteter?

Som regel er der en grund, selvom personen ikke kan sætte den i ord. Alzheimer’s Association bemærker, at modstand kan betyde, at personen ikke kan udføre opgaven, eller at de er bange for at prøve. Almindelige årsager omfatter:

• Det føles for svært. Aktiviteten kræver nu færdigheder, demens har gjort vanskelige, og det er flovt at fejle foran nogen.
• Det føles barnligt. Voksne lægger mærke til tegnefilmsagtige billeder, sang-agtige stemmer og aktiviteter, der ser ud, som om de er lavet til børn.
• Træthed. Mange har mindre energi senere på dagen. Se rolige aktiviteter sidst på eftermiddagen.
• Fysisk ubehag. National Institute on Aging (NIA) nævner smerte, manglende søvn, besvær med at se eller høre, forstoppelse, sult, tørst og bivirkninger af ny medicin som mulige årsager til nød.
• For meget på én gang. En høj tv, flere samtaler eller et fyldt rum kan være overvældende.
• Presset. NIA nævner at blive presset til at gøre noget, Alzheimers har gjort meget svært, eller til at huske begivenheder eller personer, som en årsag til agitation.
• Lavt humør. Tab af interesse for ting kan være et tegn på depression, som er værd at tage op med en læge.
• De har simpelthen ikke lyst. Voksne må gerne sige nej.

Hvad skal jeg prøve, når de siger nej?

Accepter nejet roligt, og skift så noget: tidspunktet, aktiviteten, sværhedsgraden eller måden, du spørger på.

1. Lad det ligge for nu. »Det er fint. Måske senere.« Gå så videre til noget andet uden et suk.
2. Prøv igen senere. Alzheimer’s Association foreslår at prøve igen senere eller på et andet tidspunkt på dagen.
3. Gør det mindre. Ét match i stedet for et helt spil. Ét håndklæde i stedet for kurven med vasketøj. Færre billeder, færre valg, billeder der forbliver synlige.
4. Tilbyd to valg. »Vil du kigge på fuglebillederne eller høre lidt musik?« Et valg giver en følelse af kontrol tilbage.
5. Bed om hjælp i stedet for præstation. »Kunne du hjælpe mig med at sortere de her?« eller »Kan du sige mig, hvilken farve der ser bedst ud?« At blive behøvet føles meget anderledes end at blive testet.
6. Start den selv. Begynd aktiviteten ved siden af dem uden at spørge. Mange deltager, når noget allerede er i gang, og hvis de ikke gør, har du stadig brugt tid sammen.
7. Skift til noget fysisk eller beroligende. En kort gåtur, musik, en snack, at folde tøj eller en fælles rolig vejrtrækning-pause. NIA foreslår at lede opmærksomheden hen på musik, en bog eller en gåtur.
8. Lad dem gøre det på deres måde. Hvis de vil spille anderledes, end reglerne siger, så gå med det. Alzheimer’s Association råder til at være fleksibel.

Hvad skal jeg sige, når de bliver frustrerede?

Sæt farten ned, sænk stemmen og berolig. Alzheimer’s Associations vejledning om agitation foreslår at træde tilbage og spørge om lov, bruge rolige, positive udsagn og tilbyde et valg mellem to muligheder. Sætninger i den ånd:

• »Jeg er ked af det, den her er irriterende. Lad os stoppe.«
• »Du klarer det fint. Jeg er lige her.«
• »Har du tid til at hjælpe mig med noget andet?«
• »Skal vi i stedet have en kop te?«

Afslut derefter aktiviteten uden at gøre det til en stor sag. Vores kommunikationstips har mere om, hvad du skal sige.

Hvad bør jeg undgå?

Nogle naturlige reaktioner har en tendens til at gøre det værre.

• Argumentere eller insistere. »Kom nu, bare én mere« eller »Du elsker det her« hjælper sjældent.
• Quizzing eller rettelser. »Du ved godt, hvad det her er« eller »Nej, den er forkert« lægger pres på.
• At tage det personligt. NIA minder pårørende om, at sygdommen, ikke personen, forårsager disse ændringer.
• Presse på eller skynde sig. Alzheimer’s Association råder til ikke at hæve stemmen, vise alarm, klemme op, presse, holde fast, kritisere, ignorere eller diskutere med personen, og til at undgå pludselige bevægelser uden for deres synsfelt.
• Bruge skyldfølelse. »Jeg har sat alt det her op for dig« får jer begge til at have det værre.
• Give etiketter. »Stædig« eller »svær« skjuler den rigtige grund og gør det sværere at løse.

Hvordan finder jeg ud af, hvad der ligger bag gentagne afvisninger?

Før en simpel note i en til to uger. NIA siger, at det at følge adfærdsændringer kan hjælpe pårørende og sundhedspersonale med at genkende et mønster og finde årsagen.

Notér:

• tidspunktet på dagen;
• hvad du tilbød, og hvordan du spurgte;
• hvad der foregik omkring dig (støj, besøgende, fjernsyn);
• hvordan de sov, spiste og drak, og hvornår de sidst var på toilettet;
• nye mediciner eller nylig sygdom.

Mønstre viser sig ofte hurtigt: afvisninger, der kun sker efter kl. 16, kun med et bestemt spil, eller kun når fjernsynet er tændt. Family Caregiver Alliances guide til demensadfærd siger det enkelt: vi kan ikke ændre personen, men vi kan ændre vores egen adfærd og omgivelserne.

Hvornår skal jeg tale med en læge om afvisning eller frustration?

Tal med en læge, når adfærden ændrer sig pludselig, hurtigt eller sammen med tegn på sygdom. NIA siger, at pludselige eller hurtigt svingende adfærdsændringer, især hvis personen har haft en infektion eller nylige medicinændringer, straks skal tages op med en læge.

Kontakt personens læge hurtigt, hvis du lægger mærke til:

• pludselig forvirring eller en stor ændring over timer eller dage;
• tegn på smerte, såsom grimasser, at beskytte en kropsdel eller nyt besvær med at bevæge sig;
• feber eller andre tegn på infektion;
• nye eller ændrede mediciner efterfulgt af en ændring i adfærd;
• tab af interesse for næsten alt, tårevædethed eller tilbagetrækning, der varer mere end et par uger;
• afvisning af mad eller drikke.

Alzheimer’s Association anbefaler et grundigt lægetjek for alle med adfærdssymptomer, især når de opstår pludselig. Family Caregiver Alliance råder også til at tjekke med lægen først, fordi adfærdsproblemer kan have en medicinsk årsag. Start, stop eller ændr ikke nogen medicin uden at tale med en læge eller apoteker.

Ring 112, hvis nogen er i fare, eller hvis der er tegn på en medicinsk nødsituation. NIA foreslår, at du fortæller dispatcheren, at personen har demens.

Er det okay, hvis vi slet ikke gør noget?

Ja. Nogle dage er den bedste aktivitet ingen aktivitet: at sidde sammen, holde i hånden, lytte til en yndlingsplade eller se fuglene ude ved vinduet. Det er ikke en fiasko. Vores guide til at spille sammen forklarer, hvorfor det at stoppe tidligt, eller aldrig at begynde, nogle gange er det rigtige valg.