Når en person med demens bliver vred eller aggressiv

Vrede kan blive til råben, skubben eller slag, og det kan være skræmmende for alle i nærheden. Adfærden er måske ikke tilsigtet. Den beviser ikke, at personen har til hensigt at skade nogen. Start med at gøre situationen tryggere, og find derefter ud af, hvad personen måske har brug for.

Hvad skal jeg gøre, når vrede bliver til aggression?

Stop opgaven, træd et skridt tilbage, og brug en rolig, kort sætning. Alzheimer’s Association anbefaler plejere at fokusere på følelser, tale langsomt og reducere forstyrrelser. Hvis du er i umiddelbar fare, eller nogen er kommet til skade, så flyt jer i sikkerhed og kontakt lokal akut hjælp.

• Stop det, der foregår, hvis du kan. Hvis bad, påklædning, et besøg eller en anden opgave ser ud til at gøre personen kede af det, så hold pause. Det kan vente, medmindre der er et umiddelbart behov for sikkerhed eller sundhed.
• Giv plads. Træd et skridt tilbage, og sørg for, at I begge kan gå væk. Stil dig ikke i et hjørne, bloker ikke vejen, træng ikke på, og rør ikke ved personen uventet.
• Hold stemmen lav, og ordene korte. Du kan sige: “Jeg kan se, at du er ked af det. Jeg giver dig lidt plads.” Argumentér ikke, truer ikke og kræv ikke en forklaring.
• Flyt andre væk. Et barn, en besøgende eller en hjælper kan gå ind i et andet rum, mens personen falder til ro. Én rolig person, der taler, kan være nemmere end flere, der forsøger at hjælpe.
• Gå, hvis der sker fysisk vold. Gå til et tryggere sted, og bed nogen anden om hjælp. Forsøg ikke at holde personen fast.

Alzheimer’s Society anbefaler at træde tilbage, undgå tvang eller pludselig berøring og gå for at søge hjælp, hvis der sker fysisk vold. Alzheimer’s Association anbefaler også at spørge om lov, reducere stimuli og ikke at presse eller holde personen fast. Brug det lokale nødnummer, når der er umiddelbar fare; vent ikke på, at episoden går over, hvis nogen kan komme til skade.

Hvad kan bidrage til adfærden?

Der kan være mere end én faktor, og et familiemedlem kan ikke stille en diagnose på årsagen. Alzheimer’s Association nævner fysisk ubehag, stress fra omgivelserne og kommunikationsproblemer blandt mulige bidragydere.

Tænk over, hvad der skete kort før ændringen:

• Var personen træt, sulten, tørstig, for varm eller kold eller utilpas?
• Var en opgave svær, forhastet eller ukendt? Fortsatte nogen, efter at personen viste tegn på ubehag?
• Var der høje lyde, flere personer, der talte samtidig, rod eller et ukendt sted?
• Havde personen svært ved at se eller høre, hvad der foregik?
• Er der for nylig sket en ændring i medicin, rutine, plejer eller et helbredsproblem?

Alzheimer’s Society foreslår at kigge efter mønstre og overveje, hvordan situationen føltes for personen selv. Spørgsmålene er støtte til observation, ikke bevis for, at én bestemt faktor forårsagede adfærden. Forsøg ikke selv at undersøge, holde fast i eller give medicin til personen.

Hvordan kan jeg mindske chancen for en ny episode?

Brug det, du har observeret, til at justere den næste situation. Det kan hjælpe, men kan ikke garantere, at adfærden ikke gentager sig. Prøv én ændring ad gangen, så det er lettere at se, om personen virker mere tilpas.

• Vælg et roligere tidspunkt. Hvis en opgave ofte går dårligt, når personen er træt, så spørg, om et andet tidspunkt virker bedre.
• Gør omgivelserne lettere. Slå baggrundsstøj fra, reducer antallet af personer i rummet, og find det, du har brug for, før du går i gang.
• Forklar ét trin, og vent. Nærm dig forfra, sig, hvad du gør, spørg, før du hjælper, og giv personen tid til at svare.
• Stop ved tegn på ubehag. Et nej, at personen trækker sig væk, et anspændt ansigt eller en højere stemme kan være et signal om at holde pause. Betragt ikke det at fuldføre opgaven som vigtigere end komforten.
• Del en enkel plan. Hvis flere hjælper med plejen, så aftal tegnene på, at det er tid til en pause, en rolig frase at bruge, og hvem I skal kontakte, hvis mønsteret ændrer sig.

Til opgavespecifikke idéer, se vores guider til bad og påklædning. Guiden til kommunikation dækker, hvordan man taler og lytter uden at lægge ekstra pres på.

Hvad kan jeg gøre, når situationen er faldet til ro?

Tilbyd tryghed, og vend tilbage til en kendt aktivitet med lille krav, hvis personen ønsker det. Skæld ikke ud, bebrejd ikke og straf ikke. Alzheimer’s Society bemærker, at personen stadig kan være ked af det, efter at adfærden er overstået, selv om de ikke husker, hvad der skete.

Hvis du vil forstå et mønster, så notér kort og privat, hvad der skete lige før, hvad du observerede, hvor længe det varede, og hvad der så ud til at hjælpe. Hold noten faktuel, og del den med personens plejeteam, når det er relevant. Undgå at optage personen eller dele private oplysninger uden tilladelse.

Hvis en opgave ofte fører til ubehag, så ændr tidspunktet eller fremgangsmåden, eller bed en anden tryg person om at hjælpe. Du kan acceptere et nej og prøve igen senere. Vores guide om hvad man gør, når nogen siger nej giver flere måder at holde pause på uden pres.

Hvornår skal jeg søge lægelig rådgivning?

Kontakt personens læge om ny, pludselig, gentagen eller forværret aggression. Alzheimer’s Association anbefaler et lægetjek ved ændringer i adfærd, især når de opstår pludselig. Smerte, sygdom, søvn, omgivelser og medicin kan alle skulle gennemgås. En klinisk fagperson kan vurdere personens situation.

Søg lokal akut lægehjælp, hvis personen pludselig bliver forvirret, kommer til skade eller virker akut dårlig. Hvis du eller en anden er i umiddelbar fare, så kontakt lokal akut hjælp. Vent ikke med at samle noter eller prøve at finde årsagen først.

Din egen tryghed betyder også noget. Fortæl en tryg slægtning, en klinisk fagperson eller en lokal demensstøtte, hvis episoderne fortsætter, eller hvis du er bange. Bed om en plan, der beskytter både personen og de mennesker omkring dem. Du fortjener hjælp; du behøver ikke at klare det alene.