Støtte til en person med demens, der bor alene

At bo alene siger i sig selv ikke, hvor meget hjælp en person har brug for. Alzheimer’s Association nævner, at mange mennesker med Alzheimer fortsat bor alene, især i den tidlige fase, med enkle tilpasninger, sikkerhedsforanstaltninger og støtte fra andre. Det nyttige spørgsmål er mere specifikt: Hvad vil denne person gerne blive ved med at gøre, og hvad ville gøre de opgaver lettere?

Start samtalen, når der er tid, og ingen umiddelbart akut problemstilling at løse. Spørg, hvad der føles trygt, hvilke rutiner der betyder noget, og hvilken hjælp personen ville tage imod. En plan, der laves sammen med dem, passer mere sandsynligt til deres liv end en liste over opgaver, der er tilrettelagt ud fra andres bekymringer.

Hvad kan gøre hverdagen lettere?

Brug nogle få velkendte hjælpemidler, der passer til personens rutiner. Alzheimer’s Association anbefaler praktiske hjælpemidler, som kalendere, lister og påmindelser til dagligdags behov.

• Vælg ét sted til det vigtigste. Hold nøgler, briller, pung og telefon på det samme aftalte sted. En bakke ved døren eller en mærket hylde kan gøre rutinen lettere at følge.
• Brug én kalender eller ét påmindelsessystem. Vælg en væggekalender, en tavle, en papirdagbog eller telefonens kalender, som personen allerede bruger og kan lide. Hold aftaler og faste aktiviteter ét sted i stedet for spredt over flere apps og noter.
• Gør rutiner synlige. Hvis en opgave ofte glemmes, så skriv en kort note eller læg den ting, der skal bruges, et velkendt sted. Hold trinene korte, og gennemgå dem sammen, hvis de holder op med at hjælpe.
• Gør tilbagevendende opgaver forudsigelige. En fast indkøbsleverance, et rengøringsbesøg eller en fast aftale om måltider kan reducere antallet af beslutninger, personen skal træffe alene.

Vores vejledning om daglige rutiner har enkle måder at holde dagen velkendt uden at gøre den stiv. Målet er at støtte personens valg, ikke at fylde hver time.

Hvordan kan familie og venner give nyttig hjælp?

Aftal et lille antal faste kontakter. Et kort besøg eller et opkald på et kendt tidspunkt kan være mere nyttigt end flere mennesker, der tjekker ind uforudsigeligt. Spørg personen, hvem de vil have involveret, og hvad hver enkelt kan bidrage med.

Gør tilbuddene konkrete. “Ville det hjælpe, hvis jeg tog indkøb med på torsdag?” er lettere at svare på end “Sig til, hvis du har brug for noget.” En pålidelig person kan hjælpe med indkøb, transport, måltider, regninger eller en aftalekalender. Alzheimer’s Association foreslår at arrangere hjælp med husholdningsopgaver, måltider, transport og påmindelser om medicin, når behovene opstår.

Hvis flere mennesker hjælper, så aftal, hvem der tager sig af hver opgave, og hvordan vigtige opdateringer videregives. Hold oplysningerne begrænset til de personer, personen har valgt, undtagen når en akut sikkerhedsbekymring kræver hurtig hjælp. Hvis du bor langt væk, så se vores vejledning om omsorg på afstand for måder at koordinere med de personer, personen vælger. Vejledningen om kommunikation har mere om at tale om støtte, uden at det bliver til en prøve.

Hvordan kan personen holde kontakt, mens de bor alene?

Vælg aktiviteter og kontakt, som personen nyder. Det kan være et ugentligt opkald, en nabos besøg, et fællesmåltid i lokalområdet, en velkendt forening eller en gåtur med en person, de har tillid til. Spørg personen, hvilke muligheder der føles velkomne; antag ikke, at flere besøgende eller grupper altid er bedre.

Faste sociale stunder kan gøre ugen lettere at genkende og give personen noget at se frem til. Hvis det bliver svært at komme til en aktivitet, så overvej et opkald, en kørsel med en pålidelig person eller en mindre begivenhed tættere på hjemmet. Vores vejledning om socialt samvær indeholder lavtryksmåder at holde kontakt på.

Hvordan opdager vi, at planen skal ændres?

Der findes ingen enkelt tjekliste, der afgør, om en person kan bo alene. Vær i stedet opmærksom på konkrete ændringer i hverdagen: en opgave, som personen klarede uden problemer, giver nu gentagne vanskeligheder, måltider springes over, aftaler bliver glemt, eller de siger, at en bestemt opgave føles sværere.

Spørg personen, hvad de har lagt mærke til. Tilbyd én praktisk ændring, og tjek, om den hjælper. Hvis der er gentagne bekymringer om måltider, medicin, økonomi, bevægelighed eller sikkerhed i hjemmet, så spørg personen, om de vil tale med deres læge eller en socialfagsperson. En formel vurdering kan hjælpe med at finde støttemuligheder; den kræver ikke, at personen accepterer hvert forslag.

Hvis personen er usikker på hjælp, så start småt. De foretrækker måske en ugentlig dagligvareleverance frem for en hjælper i hjemmet, eller hjælp til papirarbejde men ikke til personlig pleje. Inddrag dem i valget af, hvem der hjælper, og hvornår besøgene finder sted. Vejledningen om hjemmets sikkerhed dækker ændringer rum for rum, når bekymringen handler om selve hjemmet.

Hvad hvis personen ikke ønsker hjælp?

Lyt til grunden, før du foreslår en anden plan. De kan være bekymrede for privatlivet, udgifter, at miste kontrollen eller at have en ukendt person i hjemmet. Spørg, hvilken slags hjælp der ville føles acceptabel, og se derefter, om en lille prøveperiode fungerer. Nogle foretrækker en påmindelse eller en delt opgave; andre ønsker støtte fra én pålidelig person frem for en ny tjeneste.

Undgå at gøre tjek-ind til prøver. Et opkald kan være en samtale, ikke en liste med spørgsmål om, hvorvidt personen spiste, tog medicin eller huskede en aftale. Ved akut fare skal du kontakte de lokale nødtjenester. Ved vedvarende bekymringer skal personen forblive involveret, og du skal søge råd hos deres plejeteam eller en lokal støttetjeneste.

At bo alene kan fortsat fungere med en skiftende blanding af rutiner, relationer og praktisk hjælp. Gennemgå planen sammen med personen, behold det, der føles nyttigt, og justér de dele, der ikke længere passer.