Når en person med demens ikke genkender dig

Hvis en person med demens ikke længere genkender dig, kan øjeblikket føles smerteligt og forvirrende. Du undrer dig måske over, hvad du skal sige, eller om du skal forklare relationen igen. Hver situation er forskellig. Start med det, der ser ud til at hjælpe personen med at føle sig tryg og tilpas, ikke med en test af, hvad de husker.

Alzheimer’s Associations guide til hukommelsestab og forvirring nævner, at det at ikke genkende familie kan være en af de ændringer, der sker. Dementia Australia og Alzheimer’s Society forklarer, at en person kan forveksle en, de kender, med en anden. Dette er generel vejledning; den kan ikke fortælle dig, hvorfor en bestemt ændring sker.

Hvad kan der ske, når personen ikke genkender mig?

Demens kan påvirke hukommelsen og den måde, en person fortolker det, de ser, på. Nogen kan forveksle dig med en anden slægtning eller være usikker på, hvordan I er forbundet. Det fortæller dig ikke nøjagtigt, hvad de føler for dig. Fokusér på deres komfort og reaktion i det øjeblik.

Genkendelse kan også påvirkes af dårligt lys, syns- eller hørenedsættelse, sygdom, bivirkninger af medicin, et ukendt sted eller en ændring i rutinen. Det er mulige faktorer, ikke en måde at stille en diagnose på årsagen. Hvis ændringen er ny, eller den bliver ved med at gøre personen kede af det, så fortæl deres kliniske fagperson, hvad der skete, og spørg, om de bør undersøges.

Hvis et rum er mørkt eller travlt, så prøv én ændring: tænd et lys, reducer baggrundsstøjen eller flyt jer til et kendt sted. Spørg, om personen vil have brillerne eller høreapparaterne, hvis de bruger dem. Disse skridt kan hjælpe, men de forklarer ikke alle tilfælde, hvor personen ikke genkender dig.

Hvad kan jeg sige i øjeblikket?

Nærm dig, hvor personen kan se dig, og tal med en rolig, velkendt stemme. Sig dit navn og din relation enkelt, ligesom du ville gøre, når du hilser på dem en anden dag: “Hej, det er Alex, din datter.” Pause derefter, og læg mærke til, hvordan de reagerer.

• Hvis de virker trygge, fortsæt med en almindelig samtale. Tal om det, der sker nu, eller spørg, om de vil sidde sammen.
• Hvis de virker usikre, tilbyd en kort beroligelse: “Du er tryg. Jeg er her hos dig.” Giv dem tid til at reagere.
• Hvis de virker bange, eller de beder dig gå, træd tilbage, og giv dem plads. Tving ikke et kram, insistér ikke på, at de skal genkende dig, og gentag ikke oplysninger, der ser ud til at gøre dem kede af det.
• Hvis de kalder dig noget andet, kan du præsentere dig selv én gang uden at gøre det til en rettelse. Hvis de fortsat er tilpas, så gå videre til et emne eller en aktivitet, de nyder.

Guiden til kommunikation anbefaler kort og rolig tale og at undgå quizzer eller diskussioner. Prøv at undgå at spørge: “Kan du huske, hvem jeg er?” Spørgsmålet kan føles som en test og hjælper måske ikke personen med at genkende dig.

Kan et kendt signal hjælpe?

Nogle gange kan et signal hjælpe personen med at placere dig, men det virker ikke for alle. Prøv ét blidt signal ad gangen, og stop, hvis det skaber pres.

• Sig dit navn naturligt. En kendt stemme eller en kort præsentation kan være nok.
• Brug et billede eller en fælles genstand. Hvis personen nyder billeder, kan I kigge på ét sammen uden at bede dem navngive nogen. Vores guide til erindringer har idéer til at bruge billeder uden at stille quizspørgsmål.
• Prøv en almindelig fælles aktivitet. En kendt sang, drikkevare eller opgave kan gøre øjeblikket lettere. Følg personens reaktion; det er fint at skifte emne eller afslutte besøget.
• Reducer forvirringen omkring dig. Tjek, at rummet har nok lys, og at personen har brillerne eller høreapparaterne, hvis de bruger dem. Et roligere sted kan hjælpe, hvis mange taler samtidig.

Bliv ikke ved med at tilføje signaler, hvis personen fortsat er utilpas. En lang forklaring eller en række fotos kan overvælde dem. At være roligt til stede kan være nok; det er også fint at tage en pause og prøve igen en anden gang.

Hvordan kan jeg gøre besøgene lettere?

Hvis personen bor på et plejehjem eller får besøg af flere hjælpere, så spørg dem, der kender deres rutine, hvornår de plejer at være mest tilpas. Du kan besøge på et roligere tidspunkt, tage én, de genkender, med, eller medbringe én kendt genstand. Det er muligheder at overveje, ikke en plan, alle familier skal følge.

Før et besøg kan du overveje, hvad der er overskueligt for dig. Du kan planlægge én kort aktivitet, tage et fotoalbum med eller blot sidde sammen. Hvis personen ikke ser ud til at vide, hvem du er, kan du stadig svare på deres behov i øjeblikket. Gør ikke besøget afhængigt af, om de siger dit navn.

Det er forståeligt at føle sig ked af det, afvist eller frustreret. Tal med en du stoler på, en rådgiver eller en pårørendegruppe, hvis oplevelsen tynger dig. Guiden til egenomsorg for pårørende indeholder måder at bede andre om støtte.

Hvornår skal jeg søge lægelig hjælp?

Hvis det er et nyt mønster at ikke genkende nogen, sker det ofte, eller det skaber ubehag, så fortæl personens læge det. Notér, hvornår det sker, og hvad der ellers var i gang, for eksempel en ændring i helbred, søvn, lys, hørelse, medicin eller omgivelser. Stop eller ændr ikke medicin ud fra en generel artikel.

Pludselig forvirring eller en brat ændring i adfærd eller helbred kræver hurtig lægelig hjælp. NHS’ vejledning om pludselig forvirring siger, at man skal søge lægehjælp med det samme. Brug det lokale akut- eller vagtsystem, hvor personen bor.

Det kan være svært for begge parter ikke at blive genkendt. Hold dine ord enkle, tilbyd et signal, når det hjælper, og lad personens velbefindende styre, hvad der sker næste gang.