Når en person med demens er mistænksom eller anklager dig

En anklage om, at du har taget en tegnebog, flyttet en pung eller ændret en bankoplysning, kan være såret. En person med demens kan komme til at lægge en genstand forkert, glemme at have flyttet den eller misforstå, hvad der skete. Men demens beviser ikke, at en anklage er falsk. Start med at lytte og tjekke fakta.

Alzheimer’s Associations guide til mistanke og vrangforestillinger anbefaler at bevare roen, give et kort svar og ikke argumentere. Alzheimer’s Society anbefaler også at undersøge en bekymring i stedet for at afvise den, blot fordi personen har demens. Denne side giver generelle idéer til kommunikation, ikke en måde at afgøre, om en bestemt anklage er sand. Til separat vejledning om at se eller høre ting, andre ikke gør, se vores guide til hallucinationer og demens.

Hvad kan jeg sige, når nogen er mistænksom?

Svar på bekymringen uden at give indrømmelse af noget, du ikke ved er sandt. Et kort, roligt svar kan hjælpe med at holde samtalen åben. For eksempel: “Du er bekymret for, at din tegnebog er væk. Lad os kigge sammen.” Pause derefter, og læg mærke til, hvordan personen reagerer.

• Lyt, før du forklarer. Spørg, hvilken genstand der mangler, eller hvad der gjorde personen bekymret. De kan være kede af mere end selve tingen.
• Hold dit svar kort. Et langt forsvar kan tilføje detaljer, der er svære at følge, og gøre jer begge mere oprørte.
• Undgå at argumentere eller stille quizspørgsmål. Kræv ikke, at personen husker, hvor de har lagt en genstand, og bed dem ikke bevise, at du ikke har taget den.
• Tilbyd praktisk hjælp. Hvis personen ønsker det, kan I kigge på kendte steder sammen, eller du kan spørge, om de vil have en anden til at hjælpe.
• Stop, hvis ubehaget stiger. Giv personen lidt plads, og vend tilbage til bekymringen senere, hvis det er sikkert.

En anklage kan føles personlig. Prøv at skille personens frygt fra det, der vides om begivenheden. Du behøver ikke acceptere skyld for noget, du ikke har gjort, og du behøver ikke løse alle uenigheder på det tidspunkt.

Kan bekymringen handle om en rigtig forsvunden ting?

Ja. Tjek først, om genstanden faktisk mangler. Personen kan have lagt den et usædvanligt sted, nogen kan have flyttet den, eller den kan være blevet taget. Afvis ikke en anmeldelse af tyveri, omsorgssvigt eller overgreb, blot fordi personen har demens.

Ved en forlagt genstand kan I kigge sammen, hvis personen ønsker det. Tjek de steder, de plejer at have den, og gennemgå den seneste rutine. Hvis en genstand er af høj værdi, vigtig for sikkerheden eller stadig væk, så fortæl personen, hvad du ved, og inddrag en tryg fagperson eller et andet familiemedlem.

Hvis penge eller husholdningsopgaver deles, så brug klare optegnelser, som personen accepterer. Gem kvitteringer eller noter for aftalte transaktioner, og forklar dem med enkle ord. Spørg en kvalificeret lokal fagperson om økonomiske aftaler eller juridiske forpligtelser; denne guide kan ikke vurdere de forhold.

Hvis du er usikker på, om en bekymring er korrekt, så bed en neutral person om at hjælpe med at tjekke. Vælg en person, som den berørte har tillid til, og del kun de oplysninger, der er nødvendige for at forstå, hvad der skete.

Hvordan kan faste rutiner hjælpe med tabte ting?

Giv ofte forlagte ting et fast sted. En skål til nøgler, en bakke til tegnebogen eller en mærket skuffe kan gøre det nemmere at finde noget senere. Alzheimer’s Society foreslår at bruge et fast sted til ting, såsom nøgler eller briller. Spørg personen, hvilket sted der giver mening for dem.

Prøv én ændring ad gangen. Hvis du flytter ting uden at forklare det, kan personen blive mindre sikker på, hvor tingene er. Hvis en billig genstand ofte forsvinder, kan en reserve hjælpe i nogle hjem, men den må ikke erstatte, at du tjekker, om originalen blev taget eller bare er forlagt.

Sørg for, at personen kan se og høre så godt som muligt. Dementia Australia nævner, at syns- eller hørenedsættelse, sygdom, bivirkninger af medicin, en ændret rutine eller et overvældende miljø kan bidrage til ændringer i opfattelsen. Spørg personen, om rummet føles for støjende eller ukendt, og tjek, at de har brillerne eller høreapparaterne, hvis de bruger dem.

Hvornår skal jeg søge lægelig eller ekstern hjælp?

Fortæl personens kliniske fagperson, hvis mistanken er ny, bliver hyppigere eller skaber ubehag. Notér, hvornår det sker, hvad der var i gang, og om noget har ændret sig i personens helbred, rutine, omgivelser eller medicin. Start, stop eller ændr ikke medicin ud fra en generel artikel.

Pludselig forvirring eller en brat ændring i adfærd eller helbred kræver hurtig lægelig hjælp. NHS’ vejledning om pludselig forvirring siger, at man straks skal søge lægehjælp. Brug det lokale akut- eller vagtsystem, hvor personen bor.

Hvis en anklage kan omfatte tyveri, omsorgssvigt eller overgreb, så sørg for, at personen er tryg, og søg råd hos en tryg lokal fagperson eller en voksenrettet socialtjeneste. Hvis nogen er i umiddelbar fare, skal du kontakte lokal akut hjælp. Undersøg ikke en alvorlig bekymring alene, hvis det kan udsætte dig selv eller personen for risiko.

Hvordan passer jeg på mig selv?

Gentagne anklager kan belaste et forhold. Tal med en du stoler på eller en rådgiver, og bed om hjælp til plejeopgaverne, hvis du føler dig overvældet. Guiden til familiemæssige uenigheder foreslår måder at dele ansvaret på, og guiden til egenomsorg for pårørende dækker aflastning og støtte.

Hold fokus på det, der kan tjekkes, hvordan personen har det, og hvilken støtte der er brug for. Du behøver ikke bevise din omsorg i hver samtale. Hvis en bekymring bliver ved med at vende tilbage, så bed plejeteamet om hjælp til at finde en tilgang, der respekterer personen og beskytter alle involverede.