Dyrepleje og demens: støt en fælles rutine

Et kæledyr kan være en del af en persons daglige rytme og familieliv. Fodring, gåture eller blot at sidde sammen med et dyr kan også være en aktivitet, personen ønsker at blive ved med. Demens kan gøre nogle opgaver sværere, men det betyder ikke, at en anden automatisk skal overtage.

Alzheimer’s Societys vejledning om dyrepleje anbefaler at planlægge dyreplejen tidligt og bruge faste rutiner eller påmindelser. Dementia Australias vejledning om aktiviteter nævner kæledyr blandt aktiviteter, der kan være meningsfulde. Formålet her er praktisk støtte til personen og dyret, ikke en påstand om, at kæledyr behandler demens.

Hvordan gør vi en rutine for dyrepleje lettere?

Start med at spørge personen, hvilke opgaver de kan lide, og som de gerne vil beholde. En person kan synes om at fodre katten, men ikke om at rense kattebakken; en anden vil måske gå tur med hunden sammen med et familiemedlem. Hold planen konkret i forhold til personen, dyret og den støtte, der findes.

• Knyt plejen til en eksisterende rutine. Stil foderet frem efter morgenmaden, tjek vandskålen, når der laves te, eller gå tur med hunden efter et kendt radioprogram. Et signal, der allerede hører til dagen, er ofte lettere at følge end en ny tidsplan.
• Hold udstyret samlet ét kendt sted. Opbevar dyrets foder, line eller børste sammen, hvor personen forventer dem, og sørg for, at tunge ting og kemikalier står sikkert. Et enkelt mærkat eller en seddel kan hjælpe, hvis personen ønsker det.
• Hav én påmindelse, der kan ses. En kort seddel ved dyrets udstyr eller en kalenderpost kan være nok. Undgå at fylde hjemmet med påmindelser, der får personen til at føle sig overvåget eller rettet.
• Giv tid til opgaven. En gåtur eller fodringsrutine kan tage længere tid end før. Skynd ikke på personen, hvis de nyder tiden sammen.

Hvis flere deler dyreplejen, så brug en kort liste, der viser, hvem der tager sig af hver opgave den dag. Hæng den ved udstyret, eller brug en påmindelse, personen allerede kan lide. Undgå at lave ekstra alarmer eller notater, når ét tydeligt signal er nok.

Vejledningen om daglig rutine har flere idéer til at knytte en aktivitet til en kendt del af dagen.

Hvilken hjælp kan familie eller venner tilbyde?

Tilbyd en konkret opgave frem for et generelt løfte. En ven kunne hente dyrefoder hver måned, en nabo kunne gå med på en tur, eller et familiemedlem kunne tage med til en dyrlægetid. Hvis personen ønsker at blive ved med at fodre eller børste dyret, så tilrettelæg hjælpen omkring den rolle i stedet for at fjerne den.

Aftal, hvem der hjælper, hvis den sædvanlige hjælper er væk, eller personen er syg. Fortæl den hjælper, hvor udstyret ligger, hvilken rutine personen foretrækker, og hvem de skal kontakte, hvis dyret virker syg. Tjek, at hjælperen er tryg ved dyret, og at dyret er tryg ved hjælperen.

Hvis personen får støtte fra en plejeudbyder, så spørg, hvordan dyreplejen kan indgå i besøgene. Tilladelser og husregler har betydning: antag ikke, at en lønnet plejer må gå tur med, fodre eller håndtere et dyr som en del af deres opgaver. Aftal opgaven med personen, udbyderen og det familiemedlem, der har ansvaret for dyret.

Hvordan kan vi se, hvornår der er brug for mere støtte?

Læg mærke til konkrete begivenheder i stedet for at vurdere personen ud fra et stadie eller en score. En skål, der gentagne gange er tom, en glemt gåtur, der efterlader dyret ængstet, eller en person, der virker udmattet efter at have passet dyret, kan være tegn på, at én opgave har brug for mere støtte. En ændring i dyrets adfærd, appetit eller udseende er også grund til at kontakte dyrlægen.

Tal med personen om det, du har lagt mærke til. De kan måske tage imod en påmindelse, en fælles gåtur eller en hjælper til én opgave, mens resten af rutinen bevares. Hvis et helbreds-, bevægelses- eller sikkerhedsproblem påvirker personens evne til at passe dyret, så bed deres plejeteam eller en lokal støttetjeneste om at hjælpe med at finde muligheder.

Vent ikke, til der opstår en krise, før du tænker på reservepleje. Vejledningen om at bo alene med demens beskriver, hvordan man kan aftale kontrolbesøg og praktisk hjælp, mens personens valg fortsat er i centrum.

Hvordan planlægger vi for ændringer i fremtiden?

Spørg personen, hvem de ville stole på til at passe dyret, hvis de var indlagt, væk hjemmefra eller ikke længere kunne udføre en bestemt opgave. Skriv dyrets sædvanlige rutine ned, foderet, dyrlægens kontaktoplysninger og de personer, der har sagt ja til at hjælpe. Opbevar oplysningerne et sted, personen og de betroede hjælpere kan finde, med personens tilladelse.

Planen kan ændre sig over tid. Gennemgå den, når personens rutine, mobilitet eller støtte ændrer sig, eller hvis dyrets behov ændrer sig. Hvis en flytning bliver nødvendig, så lad personen være med til at bestemme, hvor dyret skal bo, og hvordan de kan holde kontakt, når det er praktisk muligt. Planlægning i god tid giver alle mere tid til at overveje muligheder, der beskytter både personens ønsker og dyrets pleje.

Hvad hvis et besøg eller en aktivitet med dyret ikke er behagelig?

Lad personen og dyret bestemme tempoet. Tilbyd kun tid sammen, hvis begge virker trygge. Et kort besøg, at sidde i nærheden eller at kigge på et billede af dyret kan være nok. Stop, hvis personen bliver urolig, dyret forsøger at trække sig væk, eller dyret virker stresset. Webstedets aktivitetsidéer rummer flere andre kendte måder at være sammen på.